fbpx

Sådan laver du video content

Kunsten at skabe fedt video content handler om at lave videoer, som målgruppen bliver fanget af og gider se til ende. Bliver dine videoer kun set i få sekunder, virker de ikke efter hensigten. Du får her vores 5 tips til, hvordan du laver fedt video content.

Kampen derude er hård – men med vores 5 tips bliver det nemmere for dig at vinde den.

1. Intet fedt content uden forberedelse

Forberedelse er et nøgleord. Møder du op til et video shoot uden at være skarp på, hvad det skal munde ud i, og hvordan det skal organiseres, er det dømt til at blive en fiasko på forhånd.

Undgå et sjusket og uprofessionelt resultat ved at møde velforberedt op og have styr på, hvad du skal bruge af optagelser, og hvordan det helt præcist skal foregå.

Husk også at sætte tilstrækkeligt med tid af, så der er mulighed for at tage scener om og at gennemgå dem for at tjekke, om det kan gøres bedre.

Vær helt skarp på, hvad du vil med din video, inden du går i gang med optagelserne:

  • Hvad skal konceptet gå ud på?
  • Hvordan skal manuskriptet se ud? Hvilke optagelser har du brug for? Skriv det ned!
  • Hvor skal videoen optages henne? Bevæg dig gerne væk fra kontoret

 

Vi vil anbefale at bruge vores creative brief til at skabe rammerne for optagelserne.

2. Vær original – undgå at kopiere

Vil du gerne skabe fedt content, som din målgruppe gider at bruge tid på at se til ende? Så vær kreativ og original. Lad være med at kopiere andres værker – skab dit helt eget unikke content.

Lav din research ordentligt og tjek ud hvilken type af indhold, der er populært inden for din branche, og find så en vinkel, som ikke allerede er blevet dækket. Lad din kreativitet få frit spil og tjek hellere en gang for meget end for lidt, om der allerede er lavet lignende indhold!

Sæt gerne standarden højt, når du skal finde de personer, som skal med i videoen. Det er en klar fordel, at de kan huske deres replikker, og at de virker naturlige foran kameraet.

3. Spar tid på redigering – hav styr på dit shit

Du kan redde det meste med redigering, når du er færdig med at filme. Men redigering tager tid. Så hvorfor ikke stile efter at lave en bedre optagelse? Kikser en scene, så lær af, hvad der gik galt, og tag scenen om.

Her er vores bud på typiske kiksere, som du nemt kan rette op på, så dit video content får et mere professionelt look:

  • Hav styr på lyden. Lad være med at fremstå som en amatør, der ikke mestrer de mest basale teknikker inden for videoproduktion. Brug lapel eller lavaliere mikrofoner, hvis du filmer en person, der sidder ned og taler, eller brug et større mikrofon setup ved større optagelser. Optager du med en smartphone, kan du også tilkøbe mikrofoner, der forbedrer lydkvaliteten betydeligt.
  • Brug et stativ til dit kamera. Det sikrer stabilitet – modsat hvis du selv holder det under optagelsen. Rystede og vaklende optagelser gør ikke noget godt for det færdige resultat.
  • Glem ikke lyset. Kvaliteten af en video er afhængig af det lys, som du sætter op forud for optagelsen. Sørg for, at der hverken er for meget eller for lidt lys på, eller at der dukker uønskede skygger op som spøgelser i din video. Three-point lightning gør noget godt for langt de fleste optagelser.
  • Stil skarpt og fokuser. Dobbelttjek, at dit kamera stiller skarpt, og at fokus er perfekt inden, at du begynder at optage. Lås funktionen, når det sidder lige i skabet. Så er du sikker på, at det bliver der.
  • Hold dig til det gyldne snit. Billeder og optagelser er bare mere spændende og indbydende, hvis du holder dig til denne teknik. Devisen er, at du skal placere de væsentligste dele af dit motiv i det gyldne snit – det gælder både set fra siderne, toppen og bunden.

4. Glem aldrig din målgruppe

Dit video content skal ikke bare være unikt og kreativt for, at det tiltrækker seere. Det skal også være skræddersyet til den ønskede målgruppe.

Tonen og strukturen i din video har stor indflydelse på, om du rammer plet hos målgruppen. Hav altid in mente, at du med din video gerne vil fortælle en historie – og hvordan fortæller du den bedst, så den bliver relevant for din målgruppe? Hvad skal du spille på af følelser?

Overvej også det medie, som videoen vil blive lagt op på. Skal den eksempelvis på Facebook, skal du være opmærksom på, at de fleste vil se den uden lyd. I det tilfælde er det ikke lydeffekter, som du skal bruge mest krudt på, og du skal være meget opmærksom på, om budskabet er tydeligt uden lyd.

Tænk også over ikke at trække indholdet i din video i langdrag, men kom hurtigt til sagen. Video er et medie, som er kendetegnet ved, at det går stærkt. Du har ikke dine seeres opmærksomhed i særlig lang tid af gangen, og især starten på din video er afgørende.

Starten skal ikke bare være tillokkende og informativ, men også relevant og letforståelig. Ellers klikker seeren sig bare videre til den næste i rækken!

5. Redigering – effekter og virkemidler

Når du er færdig med dine optagelser, ligger der et stort redigeringsarbejde foran dig. Og her kan du trylle med forskellige effekter og virkemidler, der kan styrke dit budskab eller tilføje en helt ny dimension.

Krydr dit video content med diskret baggrundsmusik, der skaber stemning og er med til at sætte tonen i din video. Vær dog altid opmærksom på, om du vælger sange, der kræver en licens. Ellers risikerer du, at din video ikke får lov til at være offentlig tilgængelig i ret lang tid.

Du kan også vælge at lege med animationer og tekststykker. Det er en glimrende metode til at fremhæve dit budskab og til at fastholde seerens opmærksomhed. Gør brug af korte, men skarpe formuleringer og præsenter dem på simpel og professionel vis.   

Dækbilleder bliver meget tit brugt i videoer, der består af interviews eller testimonials. De er med til at visualisere og tilføre dynamik. Mangler du dækbilleder, kan du vælge at tage tilbage til stedet og supplere med ekstra optagelser, eller du kan finde nogle på en platform som eksempelvis Vizeedy. Det vil dog klart være det bedste at holde dig til dækbilleder fra den samme lokation som de øvrige optagelser.

Video er for alle

Det er så nemt som at klø sig i nakken at lave video content. Men vil du gerne lave fedt video content, som har en chance for at blive set mange gange, så kræver det en del mere tid og tankekraft.

Med vores 5 tips kan du ikke gå helt galt i byen. Øvelse gør mester, så det er bare med at klø på.

God fornøjelse med at optage dit content – det er det fedeste i verden, når det virker!

DEL DE KLOGE ORD